fredag den 9. januar 2015

Arbejde med handling og storyboard



I dag havde vi planlagt, at vi skulle finde en handling til vores film og lave et storyboard herover.
Vi startede dagen med en brainstorm for at komme frem til filmens handling. Derefter besluttede vi, at temaet skulle være venskab og ekskludering fra fællesskabet. Det er et emne, som vi beskæftigede os med i vores praktik, og vi er derfor optagede af, hvordan man kan arbejde med trivsel, også som en integreret del af undervisningen.
Målgruppen er 7.-8. klasse, da vi mener, det ofte er der, særligt piger har tendens til at gruppere sig og danne kliker. Derfor er vores hovedperson også en pige, og det samme gælder birollerne.
For at have fokus på imitering undervejs i storyboardprocessen afspillede vi kortfilmen "Benja," som vi har lavet en analyse af. Da vores film skal være kortere end "Benja," har vi udeladt nogle scener og sekvenser.

Mht. imitering synes vi, det er svært at finde ud af, hvor grænsen går, for hvor meget man skal imitere. Uanset hvor meget vi forsøger at imitere, vil vores film altid være en amatørfilm sammenlignet med en film produceret af det danske filminstitut. Der er desuden nogle begrænsninger i forbindelse med at lave handling og replikker, da vi har svært ved at finde skuespillere. Vi vil spørge nogle fra klassen, om de vil være med i et par scener, hvor vi har brug for flere skuespillere, end vi selv kan klare.
Hvis vi skulle give vores kommende folkeskoleelever en opgave som denne, vil vi, udfra vores egne erfaringer, løbende instruere og forklare eleverne, hvad de skal, samt være bevidste om muligheder og begrænsninger i opgaven. Vi kunne godt forestille os at planlægge forløbet ud fra Teaching Learning Cycle med faserne: fælles vidensopbygning, fælles dekonstruktion og individuel produktion.  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar